Adgangen til international arbejdskraft må ikke afhænge af overenskomst

Den danske restaurationsbranche er en af de helt store jobskabere i dansk erhvervsliv. Ved udgangen af 2025 var der over 139.000 ansatte i hotel- og restaurationsbranchen, hvilket var næsten 4.000 flere end året før. Det gør branchen til en af de sektorer, hvor beskæftigelsen vokser hurtigst i det private erhvervsliv.

Men væksten er truet. Ikke fordi efterspørgslen mangler – tværtimod. Problemet er manglen på arbejdskraft.

På trods af rekordmange ansatte oplevede hver tredje restauratør sidste år, at manglen på medarbejdere begrænsede virksomhedens mulighed for at drive og udvikle forretningen. Særligt manglen på uddannede kokke og tjenere er mærkbar. Samtidig matcher optaget på erhvervsuddannelserne langt fra branchens behov. Det betyder færre hænder i køkkenerne, færre tjenere på gulvet – og i sidste ende tabt omsætning og færre arbejdspladser.

Derfor er adgangen til international arbejdskraft afgørende for branchens fremtid.

Internationale medarbejdere er allerede en vigtig del af løsningen. Antallet af udenlandske ansatte i hotel- og restaurationsbranchen er på blot ét år steget fra 41.863 til 45.208 medarbejdere. De står for omkring to tredjedele af den samlede jobvækst i branchen det seneste år. Det viser tydeligt, hvor stor betydning international arbejdskraft har for dansk erhvervsliv.

Alligevel er adgangen til udenlandske medarbejdere stadig præget af unødigt høje barrierer. En høj beløbsgrænse og bureaukratiske ansøgningsprocesser gør det vanskeligt for virksomheder at rekruttere kvalificeret arbejdskraft fra udlandet.

Derfor er der behov for konkrete forbedringer: Beløbsgrænsen bør sænkes. Positivlisten bør udvides. Og ansøgningsprocesserne bør gøres langt mere smidige.

Arbejdskraft er ikke et ideologisk spørgsmål. Det handler ganske enkelt om, hvorvidt virksomheder kan holde åbent, udvikle deres forretning og skabe arbejdspladser i hele landet.

Desværre går den seneste politiske aftale om international arbejdskraft i den forkerte retning. Aftalen tilgodeser i praksis kun virksomheder med overenskomst og udelukker dermed op mod 90 procent af restaurationsbranchen fra de nye muligheder.

Det er et problem.

Ikke fordi virksomhederne nødvendigvis er imod overenskomster. Men fordi mange restauranter er små, ejerledede virksomheder, ofte med sæsonudsving og behov for fleksibilitet, som de eksisterende overenskomster ikke altid er indrettet til.

Når adgang til international arbejdskraft kobles direkte til overenskomstdækning, skaber man derfor et kunstigt skel mellem virksomheder i samme branche.

Hvis Danmark vil fastholde en stærk og voksende restaurationsbranche, skal adgangen til international arbejdskraft være baseret på reelle behov i erhvervslivet, ikke på virksomheders overenskomststatus.

Derfor bør politikerne gentænke reglerne. For uden adgang til de medarbejdere, der mangler, risikerer vi, at restauranter må skrue ned for ambitionerne – eller helt lukke dørene.

Det vil være et tab for virksomhederne, for medarbejderne og for dansk økonomi.