WORKSHOP: Sådan forbereder du din forretning på lovkrav om genbrugsemballage
9. december, 2025Bæredygtighed // Branchen // JuraEr din forretning klar til at sige farvel til engangsemballage?
EU’s nye emballageforordning (PPWR) betyder, at takeaway-branchen allerede inden for få år skal tilbyde genbrugsemballage. Og fra 2030 vil det ikke længere være lovligt at bruge engangsemballage, når maden serveres i restauranten.
Det kommer til at påvirke alle takeaway-restauranter og caféer, og det kræver både forretningsudvikling, nye arbejdsgange og forståelse for pant- og retursystemer. Derfor inviterer DRC, Aarhus Kommune og New Loop dig til en gratis workshop, hvor du får indsigt, sparring og konkrete værktøjer, så du kan stå stærkt, når kravene rammer.
Hvorfor skal jeg deltage i workshoppen?
Fordi lovkravene bliver virkelighed meget snart – og de kommer til at påvirke både drift og kundeadfærd.
På workshoppen får du:
- Overblik over de nye EU-krav – og hvad de betyder for din forretning
- Indblik i, hvordan du kan skifte fra engangsemballage til genbrug uden at miste omsætning
- Sparring med andre restauratører i samme situation
- Konkret viden om pant, retursystemer og kundeadfærd
- Inspiration fra aktører, der allerede er i gang (Aarhus Kommune & New Loop)
Book din plads nu
Tilmeld dig workshoppen i Aarhus d. 2. februar 2026, klokken 10:00-13:00.
Tilmeld dig workshoppen i København d. 4. februar 2026, klokken 10:00-13:00.
Workshoppen er gratis, og du vil få tilsendt program og lokation inden jul.
Hvad sker der på workshoppen?
Du bliver en del af et forum med andre takeaway-restauratører, hvor I sammen:
- Drøfter barrierer og muligheder ved overgangen til genbrug
- Undersøger hvad pant på kopper og emballager betyder i praksis
- Får indsigt i, hvordan kunder reagerer, når de kan medbringe egne kopper og beholdere
- Hører om Aarhus Kommunes Reusable-pantsystem, som allerede bliver brugt af 95 virksomheder
- Møder New Loop, og ser hvordan et cirkulært retursystem fungerer i drift (levering, afhentning, vask m.m.)
Du vil dermed kunne gå fra workshoppen med konkrete løsninger, klar retning og et bedre beslutningsgrundlag.
Hvorfor kommer der nye krav?
EU’s emballageforordning (PPWR) er vedtaget i 2025 og indfases hurtigt, fordi forbruget af engangsemballager eksploderer og skaber massiv miljøbelastning. Danmark skal derfor gennemføre krav, der reducerer brugen af engangsservice til takeaway markant.