Her er Danmarks bedste plantebaserede takeaway
Stort tillykke til Pico Pizza, som vandt Årets plantebaserede takeaway-måltid ved weekendens Plant Food Festival.
Den nystiftede award inviterede alle restauratører, der serverer plantebaseret takeaway, til at stille op. Med awarden ønsker vi hos DRC at hylde de restauratører, der skaber plantebaserede måltider og produkter, som virkelig smager godt ─ og på den måde forhåbentlig øge opmærksomheden og efterspørgslen på plantebaserede takeaway-måltider. Awarden er udviklet under projektet Mad På Farten, i et samarbejde mellem Dansk Vegetarisk Forening, Plantebranchen og DRC.
Dommerpanelet bestod af:
Henrik Ørholst, fastfoodanmelder på B.T.
Umut Sakarya, kok og konceptudvikler
Line Tscherning, kok og medejer af Mikuna
Søren Kyed, gastronomisk chef i Dansk Cater
Dommerpanelet kårede Pico Pizza som vinder af Årets plantebaserede takeaway-måltid 2025 for pizzaen Vegan Pepperoni in Disguise.
Dommerne vurderede retterne på deres smag, kvalitet, mæthed, konsistens, anvendelighed, innovation og evnen til at vække nysgerrighed.
For Pico Pizza var det dog også et særligt samarbejde, der har været afgørende for, at deres pizza har gjort sig fortjent til dommernes udmærkelse:
“Vi er virkelig stolte over at vinde Årets Takeaway-Måltid til Plant Food Festival. Hos Pico Pizza mener vi, at alle fortjener et godt måltid med masser af smag og godt håndværk, uanset hvad man foretrækker at spise. Derfor betyder anerkendelsen meget for os,” siger Sasha Scherg, kommunikationsansvarlig i Pico Pizza.
“Vores Vegan Pepperoni in Disguise kunne ikke have vundet uden samarbejdet med Better og deres plantebaserede salchichón pølse. Marcus og hans team hos Better er utrolig passionerede, og det kan smages i deres produkter. Når dygtige producenter og godt håndværk mødes, kan vi løfte plantebaserede retter til et niveau, hvor alle får lyst til at vælge dem.”
Ud over prisen til Pico Pizza blev der uddelt priser i tre andre vigtige kategorier:
Årets plantebaserede produkt til takeaway
Beefy Cuts fra Organic Plant Protein
Årets navn på et plantebaseret måltid
Kimchi Karma Bowl fra Wedo
Årets plantebaserede dip
Baba ganoush fra Ahaaa Engros
Awarden skal rykke markedet
PMPF Awards er etableret for at sætte fart på udviklingen af grønnere takeaway-tilbud i Danmark. Bag awarden ligger ønsket om at hylde aktører, der formår at kombinere velsmag, håndværk og innovation, så det bliver lettere for flere at vælge plantebaseret i en travl hverdag.
Med awarden vil DRC sætte fokus på de restauratører, der laver plantebaserede måltider og produkter, som smager rigtig godt. DRC håber på, at awarden kan skabe mere opmærksomhed på plantebaserede takeaway-måltider og øge efterspørgslen. Trendanalyser peger på, at efterspørgslen og forbruget af planter og plantebaserede fødevarer er stigende og at tendensen vil fortsætte fremover.
PMPF-Awards hører under projektet Mad på farten 2.0, der er et toårigt projekt støttet af Plantefonden. DRC deltager i projektet.