Den 17. januar var der intet mindre end en verdenspremiere i Århus. Det var nemlig dagen hvor Smilets By kunne præsentere deres nye genbrugskopper og pantautomater og tage dem i brug. Kort fortalt betyder det, at det nu bliver muligt at bruge en vaskbar genbrugskop, når man køber kaffe og andre drikkevarer i det centrale Århus. I samarbejde med kommercielle samarbejdspartnere og ikke mindst café- og restaurationsbranchen er det lykkedes at skabe et cirkulært system, hvor gæsterne kan bruge en to-go kaffekop med pant som de så kan aflevere i en automat, hvor den indsamles, vaskes og genbruges.
Indtil videre har 44 restauranter sagt ja tak til pilotprojektet, som løber i 3 år
I DRC håber vi på meget stor opbakning til Århus-projekter fra kunderne, som nu skal tage det i brug, og håber, at det kan starte en genbrugsrevolution til stor inspiration for andre kommuner og nationalt. Vi har brug for at der indsamles viden og løsninger fra alle interessenter lige fra kommuner til producenter, udbydere af genbrugsløsninger, restauranter og cafeer og ikke mindst forbrugere, så vi kan sikre den bedst mulige løsning, når vi skal omstille os fra engangs- til genbrugsemballager.