Det skal du være opmærksom på
Fødevarestyrelsen har nu offentliggjort deres plan for kontrolkampagner på fødevareområdet i 2026. Kampagnerne betyder, at styrelsen i perioder har ekstra fokus på bestemte områder og gennemfører målrettede kontrolbesøg hos udvalgte virksomheder.
Relevant viden for branchen
Det er relevant for restauranter, caféer og andre serveringssteder at kende kampagnerne for at være godt forberedt og sikre, at rutiner og dokumentation er på plads.
Der gennemføres både projektbaserede kontrolkampagner og light-kontrolkampagner:
Projektbaserede kampagner
Projektbaserede kampagner er mere strukturerede og kan omfatte dybdegående kontrol, dokumentgennemgang og vejledning.
Light-kampagner
Light-kampagner er mindre formaliserede og bygger i højere grad på den tilsynsførendes faglige vurdering ved besøget.
Her har vi samlet et overblik over de kampagner i 2026, som er mest relevante for vores branche:
Projektbaserede kontrolkampagner i 2026
| Periode | Fokusområde | Hvad kontrolleres |
| Jan.–jun. | Aktiviteter og risici i autoriserede virksomheder | Om virksomhedens autorisation stadig dækker aktiviteter, indretning og varesortiment. Om risikoanalyse og procedurer er opdateret og dækkende. |
| Feb.–jun. | Anprisninger af økologi mv. | Om brug af økologiske betegnelser og andre anprisninger er korrekt og ikke vildledende. |
| Apr.–jul. | Mærkning af fiskevarer | Om fiskevarer er korrekt mærket, herunder særlige krav til bestemte fiskearter. |
| Sep.–dec. | Risikoanalyse og kritiske aktiviteter | Om der er styr på fx opvarmning, nedkøling, sous vide og fermentering – og om det dokumenteres korrekt. |
Light-kontrolkampagner i 2026
| Periode | Fokusområde | Hvad kontrolleres |
| Apr.–dec. | Markeder og festivaler | Hygiejne, temperaturstyring, håndvask, skadedyrssikring og sporbarhed – særligt ved midlertidige fødevareaktiviteter. |
Hvordan gennemføres kampagnerne?
Kontrolkampagnerne gennemføres typisk som uanmeldte besøg og kan omfatte:
- fysisk kontrol i virksomheden,
- gennemgang af dokumentation, dialog og vejledning af personale.
Fødevarestyrelsen forventer at gennemføre omkring 4.000 kampagnekontroller i 2026. Planen kan justeres i løbet af året, hvis der opstår nye risici eller behov.
DRC anbefaler
Vi anbefaler, at I:
- gennemgår jeres risikoanalyse og procedurer,
- sikrer, at anprisninger og markedsføring er korrekt,
- tjekker, at autorisation og aktiviteter stemmer overens.
DRC følger udviklingen og deler løbende viden og vejledning, når kampagnerne rulles ud.
Læs mere her på Fødevarestyrelsens hjemmeside: Fødevarekontrolkampagner 2026 - Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri