Når en medarbejder bliver syg, er der en række rettigheder og pligter, du som arbejdsgiver skal have styr på og håndtere korrekt.
Reglerne afhænger i høj grad af medarbejderens ansættelsesform:
Funktionærer:
Disse medarbejdere er beskyttet af funktionærloven og har derfor krav på deres sædvanlige løn under sygdom. Det gælder, uanset hvor længe de har været ansat, og uanset sygdommens varighed. Lønnen skal altså betales i hele sygeperioden.
Ikke-funktionærer:
For medarbejdere, der ikke er funktionærer, findes der ingen generel lovbestemt ret til løn under sygdom. Her vil deres ret til løn i stedet afhænge af ansættelsesaftalen eller medarbejderens eventuelle overenskomst.
Hvis medarbejderen ikke har ret til løn under sygdom gennem sin ansættelseskontrakt og heller ikke er omfattet af en overenskomst, så kan medarbejderen have krav på udbetaling af sygedagpenge, hvis beskæftigelseskravet er opfyldt.
Hvad er beskæftigelseskravet?
Beskæftigelseskravet indebærer:
- Medarbejderen skal have været ansat i virksomheden i otte uger, når sygdommen indtræder
- Medarbejderen skal have arbejdet minimum 74 arbejdstimer i perioden
Begge krav skal være opfyldt før arbejdsgiverperioden på 30 dage indtræder.
Hvis beskæftigelseskravet er opfyldt, skal du betale sygedagpengesatsen på 131,49 kr. per time (2025 niveau) de første 30 dage af sygdomsforløbet. Herefter overgår betalingsforpligtigelsen til medarbejderens bopælskommune. Derfor har du også pligt til at anmelde medarbejderens sygefravær til deres bopælskommune. Det skal du gøre inden fem uger fra første fraværsdag via Virk.dk.
Hvis beskæftigelseskravet ikke er opfyldt, så er det medarbejderens bopælskommune, som har betalingsforpligtigesen. Her er din pligt som arbejdsgiver at anmelde medarbejderens sygefravær inden tre uger fra første fraværsdag til bopælskommunen. Det gør du også via Virk.dk.
Hvis du er tvivl, så tøv ikke med at kontakte DRC's juridiske afdeling på tlf.: 33 25 10 11.