Vælg en side

Nyt om løngennemsigtighed

3. marts, 2026Branchen // Jura

Lovforslag om løngennemsigtighed i høring

Der er nyheder på ligelønsområdet. Langt om længe har Beskæftigelsesministeriet sendt udkast til lovforslag om løngennemsigtighed i høring. Lovforslagets formål er at gennemføre EU’s regler om ligeløn.

Hvornår kan det træde i kraft?

Beskæftigelsesministeriet ønsker, at reglerne skal træde i kraft den 1. januar 2027, selvom implementeringsfristen for EU’s medlemslande er den 7. juni 2026.

Om lovforslaget

Beskæftigelsesministeriets lovforslaget lægger sig tæt op ad EU’s regler. Det vil sige, at der er:

  • krav om objektive og kønsneutrale lønkriterier,
  • oplysningspligt over for ansøgere og medarbejdere
  • og virksomheder med 100 medarbejdere og opefter har pligt til at udarbejde lønredegørelser

Derudover lægger lovforslaget op til regler om fælles lønvurdering, hvor der er konstateret lønforskelle. Hvis reglerne ikke bliver overholdt, lægger lovforslaget op til omvendt bevisbyrde. Det vil sige, at bevisbyrden er vendt om; i stedet for at bevise, at der er lønforskelle, skal det bevises at der ikke er lønforskelle.

De danske tilpasninger

Samtidig foreslås en række danske tilpasninger, blandt andet:

En udvidelse af anvendelsesområdet
Brancher der, indtil nu, har været undtaget fra reglerne om kønsopdelt lønstatistik skal nu være omfattet af reglerne om lønredegørelse ved 100 eller flere medarbejdere. Det drejer sig blandt andet om brancher som landbrug, jagt, skovbrug og fiskeri.

Hvad med de små virksomheder?

Muligheden for at undtage virksomheder med færre end 50 medarbejdere fra nogle af løngennemsigtighedsforpligtelser udnyttes ikke fuldt ud. De små virksomheder vil efter forslaget stadig være forpligtet til at sikre adgang til objektive og kønsneutrale kriterier for lønfastsættelse, lønniveau og lønudvikling.

Der bliver desuden foreslået en national særregel om, at virksomheder med 50–99 medarbejdere skal have pligt til at udarbejde lønredegørelse, hvis der i en medarbejdergruppe (opgjort efter 6-cifret DISCO-kode eller tilsvarende klassifikation) er mindst otte ansatte af hvert køn.

Hvornår skal der redegøres for lønnen?

Der foreslås, at første lønredegørelse som udgangspunkt skal udarbejdes i 2028 ud fra lønoplysninger for 2027, og at de skal være tilgængelige inden den 1. september. For virksomheder med 100-149 medarbejdere ville den første rapportering fortsat skulle ske i 2031.

Nye regler for forældelsesfrist

Hvis der fremsættes et krav om ligeløn, så vil forældelsesfristen blive sat på pause i seks måneder. Og kravet kan tidligst blive forældet ét år efter, det er blevet fremsat. Samtidig gælder den almindelige 5-årige forældelsesfrist i ansættelsesforhold stadig. Det vil sige, at man stadig kun kan kigge på lønnen 5 år tilbage.

DRC følger udviklingen

I DRC følger vi udviklingen nøje, og vil løbende holde jer opdateret.

Vi har desuden et kursus i støbeskeen, hvor du kan blive sat ind i de nye regler. Mere information kommer snarest.

Vil du vide mere om

vores arbejde?