Vælg en side

Unge bliver fritaget for betaling af am-bidrag

24. oktober, 2025Branchen // Jura

Fra den 1. januar 2026 træder en ny lovgivning i kraft, som fritager unge for at betale arbejdsmarkedsbidrag (am-bidrag). Undtagelsen gælder til og med 31. december i det år, hvor personen fylder 17 år. For dig som udbetaler løn til unge, kan det betyde, at du skal justere din lønadministration, når du udarbejder lønsedler og indberetter løn til Skattestyrelsen.

Er de nye regler relevante for dig?

Lovændringen er relevant for dig, der udbetaler am-bidragspligtig indkomst (fx løn og feriepenge) til unge, der endnu ikke er fyldt 18 år.

Hvornår skal der ikke betales am-bidrag?

De nye regler betyder, at unge ikke skal betale am-bidrag til og med 31. december i det indkomstår, hvor personen fylder 17 år. En person, der f.eks. fylder 18 år den 1. november 2026, skal derfor betale am-bidrag fra 1. januar 2026.

Hvad skal virksomhederne gøre?

Hvis din virksomhed har unge ansat, der er fritaget for at betale am-bidrag fra 1. januar 2026, skal I undlade at indberette og indeholde am-bidrag til eIndkomst.

Hvis din virksomhed anvender lønbureau, kan de nødvendige ændringer være implementeret i den løsning, som I allerede benytter. Hvis du er i tvivl, anbefaler Skattestyrelsen, at du kontakter dit lønbureau eller leverandøren af dit lønsystem.

Du kan læse mere om skat af ansattes løn på: skat.dk/skat-af-ansattes-loen

Vil du vide mere om

vores arbejde?