Vej dine ord med omhu, de påvirker dit salg
3. februar, 2026Bæredygtighed // Branchen // InspirationNyt inspirationskatalog
Plantebaseret Videnscenter har udviklet et inspirationskatalog til bæredygtig mad i branchen.
Kataloget bygger på analyser af mere end 700 menukort og samarbejder med 20 forskellige festivaler og 20 attraktioner. Men resultaterne er ikke kun relevante for dig, der sælger mad på festivaler, men for alle, som har plantebaserede retter på deres menukort ─ eller ønsker at få det.
Hvad kan du læse om?
I kataloget kan du finde inspiration til design af menukort og strategier for succes med bæredygtig mad. Derudover kan du se konkrete eksempler på små menukort-ændringer, der kan have en stor effekt.
Du kan for eksempel læse om pølseboden, der firedoblede salgsandelen af deres plantebaserede pølse på bare ét år ved at give den en særlig smagsvariant. Eller om sandwichboden, der fordoblede salget af deres plantebaserede sandwich ved at kalde den ”mushroom” i stedet for ”veggie”.
Projektet er støttet af Fonden for Plantebaserede Fødevarer og har fokus på maden, fordi maden har en enorm betydning for klima- og Miljøpåvirkningen.