Vælg en side

Nye regler på beskæftigelsesområdet trådte i kraft 1. juli 2025

16. juli, 2025Branchen // Jura

Den 1. juli 2025 blev en række nye regler indført på beskæftigelsesområdet. Her er et overblik over de vigtigste ændringer:

 

Nye regler for unges arbejde

Pr. 1. juli 2025 kom der også nye regler for unges arbejde – disse regler bygger videre på de lempelser, der kom i januar 2025 på området og skal gøre det lettere for unge at få et fritidsjob.

Følgende regler er ændret:

 

  • Udvidede arbejdstidsregler for unge på 15-17 år, som har afsluttet grundskolen, så de kan arbejde på skæve tidspunkter i flere brancher. Unge på 15 år eller derover, som ikke længere er omfattet af undervisningspligten, må arbejde mellem kl. 6 og 22 eller kl. 7 og 23.
  • Tidspunktet for hvornår man anser 9. klasse for afsluttet er fremrykket: Før var tidspunktet for afslutning af 9. klasse i slutningen af juli. Dette har man fremrykket til slutningen af juni, således kan en medarbejder som er færdig med 9. klasse, arbejde under lempeligere regler allerede fra 1. juli.
  • Reglerne for erhvervspraktik for 13-14-årige omfatter nu alle praktikformer, der tilbydes i folkeskolen – også juniormesterlæreordningen.
  • Elever på erhvervsgrunduddannelse, som er fyldt 15 år, vil være undtaget fra forbud mod arbejde med tekniske hjælpemidler, stoffer og materialer, hvis det er nødvendigt for at gennemføre uddannelsen.

 

 

 

Udvidet ret til barselsdagpenge under sorgorlov

Der er pr. 1. juli 2025 indført nye regler for forældre som mister et barn efter 1. juli 2025. De får nu bedre vilkår for at afholde sorgorlov, hvis de har passet barnet hjemme i mere end to år og har modtaget tabt arbejdsfortjeneste herfor.
Man ser nu bort fra alle perioder hvor forældrene har modtaget tabt arbejdsfortjeneste, når man beregner beskæftigelseskravet for ret til dagpenge under sorgorlov.

Arbejdstilsynets tavshedspligt kan ophæves med samtykke

Fremover er det muligt for medarbejdere, privatpersoner eller fx fagforeninger, som klager over dårligt arbejdsmiljø, at give samtykke til, at Arbejdstilsynet må bruge klagens indhold – fx billeder eller video – til at dokumentere brud på arbejdsmiljøloven.

Arbejdstilsynet får herved bedre muligheder for at gribe ind over for ulovligt arbejde, som de ikke selv har observeret, fx arbejde med asbest.

Højere bøder for alvorlige arbejdsmiljøovertrædelser

Bødeniveauet for grove overtrædelser af arbejdsmiljøloven sættes op. Niveauet afhænger blandt andet af overtrædelsens alvor, om der er sket skade, samt virksomhedens størrelse.

Eksempelvis stiger grundbøden for materielle overtrædelser med 50 % – fra 24.600 kr. til 36.900 kr. ved almindelig grundbøde og fra 44.600 kr. til 66.900 kr. ved høj grundbøde.

 

Vil du vide mere om

vores arbejde?