Danmarks Restauranter & Caféer, DRC, bakker op om de politiske ambitioner om omstilling til mere cirkulær økonomi, herunder cirkulære ambitioner for takeaway-emballage, og især harmoniseringstiltag på tværs af kommuner og landegrænser, hvis genbrug for alvor skal rulles ud i stor skala.
Rammevilkår, finansiering og inddragelse
Øget brug af genbrugelig take away-emballage er en stor omvæltning i forhold til, hvordan man håndterer emballage i dag, og ansvaret for at udvikle løsninger skal derfor ikke påhvile branchen alene. Der er brug for at tænke i helhedsorienterede løsninger, og det er bydende nødvendigt, at både restaurationsbranchen og detailhandlen inddrages, så vi sikrer effektive løsninger, som fungerer i praksis for både virksomheder og forbrugere.
Succesen af genbrugsemballager er afhængig af, at både fødevarehygiejne og logistikken fungerer, så det bliver nemt og trygt at genbruge emballagen.
Vi har derfor brug for at der tænkes i velfungerende og simple rammevilkår, at erhvervslivet gives medindflydelse og at der er tilstrækkelig offentlig medfinansiering til at sikre, at det både bliver naturligt og attraktivt at etablere løsninger og genbruge emballagen. Virksomhederne kan ikke løfte denne udfordring alene, så der er brug for samme høje ambitionsniveau hos staten, hvis vi skal nå i mål.
Aarhus viser vejen
I Århus har Aarhus Kommune og TOMRA (Transforming how we obtain, use and reuse our planet's resources - TOMRA) indgået et tre-årigt forsøgssamarbejde om etableringen af et pantsystem til takeaway-emballage i midtbyen. I første omgang fokuserer forsøget på to go-kopper med pant.
Kaffeglade aarhusianerne kan derfor snart vælge en pantkop, når kaffen skal nydes to go. Det er forventningen, at man allerede i år vil kunne nyde sin kaffe med en af byens helt nye vaskbare genbrugskopper i hånden.
En engangskop bliver i gennemsnit brugt i 15 minutter, inden den ender som affald. Hvis vi genbruger koppen i stedet for at smide den ud, sparer vi både på jordens sparsomme ressourcer og på mængden af affald, der bliver smidt i byen.
I første omgang bliver der produceret 40.000 to go-kopper og etableret 25-30 pantautomater i det centrale Aarhus. Herefter bliver der produceret flere kopper efter behov.
Pantkopperne skal kunne købes og afleveres mange steder i byen, med en let og effektiv tilbagebetaling af panten.
Det er frivilligt om byens kaffebarer og cafeer vil være med i forsøget. Men flere end 50 kaffebarer, caféer, restauranter og kulturinstitutioner er allerede interesserede.