Simon fra Omar om Charter for et fair natteliv: ”Styrken ved at være mange om det, ligger i at det nemmere kan normaliseres”
15. marts, 2024Branchen // PolitikSiden Simon Leo Hansen startede restaurant Omar på Refnæsgade på Nørrebro i 2017 er det blevet til yderligere tre populære restauranter i det københavnske. Restauranterne er kendt for deres gode, billige mad, naturlige vine, hang til hip-hop og uformelle stil. Og så har de igennem de sidste par år været tydelige omkring, hvad de forventer af deres gæster i forhold til opførsel. De såkaldte safer space-principper(Safer-Space-guide.pdf). Nu har Simon også tilsluttet sine steder Charter for fair natteliv (Forside | Charter for et natteliv uden diskrimination)
Hvorfor begyndte du at arbejde med det her?: Baggrunden for at begynde at arbejde mere systematisk med safer space og inklusion var, at jeg længe havde haft en følelse af at mit personale havde en usund idé om, at fysisk og psykisk overgreb og overtrådte grænser var et vilkår, fordi branchen altid har været sådan. Og det gjorde mig ked af det og frustreret. Derfor begyndte jeg i det små at sætte fokus på, hvordan personalet på mine restauranter kunne og skulle forvente at blive behandlet af vores gæster. Det udviklede sig til, at jeg satte fokus på, hvordan vi behandler hinanden internt.
Hvad siger personalet? Mit personale er udtalt begejstret for at deres ledelse bakker deres handlinger og arbejde op. At de bliver støttet, hvis de føler deres grænser overtrådt. Med et større udtalt fokus på det overfor gæsten ved personalet, hvilke handlinger deres leder eller kollegaer kan benytte i tilfælde, hvor deres grænser bliver overtrådt. Det være sig advarsler til gæster, skæld ud eller slet og ret bortvisning. Det gør personalet trygge at vide, at det er gæsterne, der er problemet og ikke dem selv.
Hvad siger gæsterne? De gæster vi smider ud er selvsagt ikke særlig tilfredse, men vi oplever altid at gæster i den umiddelbare nærhed bakker os op og giver os moralsk opbakning og er imponeret over at vi “tør”.
Langt størstedelen af vores gæster bliver mødt med forventningsafstemning angående safer space, enten når de booker eller når de sidder på restauranterne, og det har bevirket, at vi har oplevet et drastisk fald i tilfælde, hvor vores personales grænser bliver overtrådt.
Modsat har vi dog også oplevet at få sure kommentarer fra gæster og potentielle gæster, som føler sig truffet eller talt ned til med vores forventningsafstemning. Det har enkelte givet udtryk for via mail og DM. Jeg har løbende rettet i kommunikationen, så vi undgår at tonen bliver bedrevidende.
Men hvorfor så tilmelde sig Charter for fair natteliv? Jeg har tilmeldt os Charter for fair natteliv, fordi jeg har det som personligt mål at ændre på kulturen og arbejdsforholdene for personale i branchen og ved at være en del af dette tiltag håber jeg, at materiale samt andre tiltag kan gøre mig klogere og være med til at sætte mere fokus på det. Styrken ved at være mange om det, ligger i at det nemmere kan normaliseres. Det er svært at forblive en “bølle”, hvis alle omkring dig synes, det er kikset og forkert.
tilslutning til charter
Du/I kan allerede nu tilslutte jer charteret på nedenstående formular. Så er I en del af budskabet helt fra begyndelsen, ligesom I vil optræde på kampagnesitet allerede fra lanceringstidspunktet.
Hvis du har spørgsmål til charter, proces, tidsplan, det praktiske eller andet, så kontakt:
ESG-chef Birgitte Wad
bwa@thehost.dk tlf. 92 15 12 45
BARC Scandianvia
charter@barcscandinavia.com