Ansøgningsfrist for momslån er 15. juni

Frem til den 15. juni 2020 er det muligt for virksomheder at ansøge om rentefrit lån svarende til seneste indbetalte momsbeløb. Læs mere om hvordan og hvor du ansøger her.

Som hjælp til danske virksomheders likviditet under coronakrisen kan små og mellemstore virksomheder få udbetalt senest indbetalte momsbeløb som et rentefrit lån. Lånet skal, som det ser ud lige nu, betales tilbage per 1. april 2021.

Du kan ansøge om et rentefrit momslån på et beløb, der svarer til den moms, virksomheden har indberettet for 4. kvartal 2019 (mellemstore virksomheder) eller 2. halvår 2019 (små virksomheder) til fristen den 2. marts 2020. Hvis virksomheden har ubetalte krav (fx manglende betaling af moms eller lønsumsafgift), bliver det lånte beløb modregnet kravet. Dermed får virksomheden ikke en reel udbetaling, men en gratis kredittid, der svarer til det.

Skattestyrelsen har udarbejdet en vejledning med nærmere information om, hvilke forudsætninger virksomheden skal opfylde. Læs mere herom HER.
Selve ansøgningen sker på virk.dk, og du kan komme direkte til ansøgningsportalen HER.

Du kan forvente svar på din ansøgning indenfor fem arbejdsdage (det gælder dog ikke, hvis der er forhold i virksomheden, som ikke kan kontrolleres). Du vil modtage svaret i virksomhedens kommunikationsmappe på TastSelv Erhverv.