Må man sælge take away efter 25. december?

Gårsdagens melding fra regeringen om, at Danmark nu lukker yderligere ned, rejser endnu engang spørgsmål om take away. Påvirker den nye nedlukning af store dele af detailhandlen også restauratørernes mulighed for at sælge mad ud af huset? Nej, det gør den ikke.

I går aftes tonede sundhedsministeren endnu engang frem på skærmen for at varsle yderligere restriktioner i kølvandet på landets stigende smittetal. Denne gang rammes især detailhandlen - i første omgang med nedlukning af storcentre, arkader o. lign., og fra d. 25. december med nedlukning af de fysiske butikker (undtagen dagligvarebutikker, apoteker o. lign).

Det har helt naturligt skabt bekymring hos de af landets restauratører, der stadig holder åbent for take away-salg. Må man stadig det?

Svaret er ja – selvom det ikke blev specificeret på pressemødet. Restaurationer må gerne sælge mad og drikkevarer ud af huset jf. Sundhedsministeriets pjece om nedlukningen:

”Nedlukningen gælder ikke for dagligvarebutikker, apoteker og specialforretninger med medicinsk udstyr. Det gælder fx supermarkeder, tankstationer, bagere mv. Restauranter, barer, caféer og lignende serveringssteder må ligeledes holde åbent for afhentning af take-away.”

Læs Sundhedsministeriets pjece her