Ny aftale sikrer leverandører til aflyste fester og tilskud til restriktionsramte restauranter

Regeringen og Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Konservative og Alternativet er netop blevet enige om en aftale til særligt hårdt ramte erhverv, der indeholder kompensation til leverandører til aflyste fester, en light-version af ordningen for faste omkostninger og tilskud til restriktionsramte caféer, restauranter og barer mv.

Aftalepartierne er enige om følgende:

  • Leverandører til private fester og sociale begivenheder med mindst 50 deltagere afholdt uden for private hjem får adgang til at søge kompensationsordningen for selvstændige samt kompensationsordningen for virksomheders faste omkostninger. Det kan fx være teltudlejere, cateringfirmaer og musikere. Den vil gælde fra den 26. september 2020 frem til og med den 31. oktober 2020 med mulighed for forlængelse.
  • Der åbnes for kompensation til virksomheder, der måtte kassere letfordærvelige varer indkøbt til arrangementer i weekenden den 26.-27. september 2020.
  • Der åbnes for en ”light-version” af kompensationsordningen for faste omkostninger til virksomheder. Virksomhederne vil kunne få kompensation for husleje, renter og bidrag på lån i ejendommen, forbrugsudgifter til el, vand og varme samt ejendomsforsikring og skatter. Der er ikke krav om revisorerklæring på denne ordning. Den vil gælde fra den 19. august 2020 og til og med den 31. oktober 2020 med mulighed for forlængelse.
  • Der åbnes for en aktivitetspulje på 200 mio. kr. til de caféer, restauranter og barer, der er påbudt lukket kl. 22.00. De vil kunne søge om tilskud på op til 25.000 kr. pr. serveringssted, som skal bruges til at skabe øget aktivitet.

DRC kender ikke til flere detaljer, end det der er præsenteret Erhvervsministeriets pressemeddelelse og aftaleteksten. Nærmere information om tiltagene kan læses i aftaleteksten HER.

Regeringen vil ligeledes inden længe præsentere et varslingssystem. Det kan give mere forudsigelighed omkring, hvad der kan gøres, hvis smitteniveauet ændres. Det har DRC efterspurgt siden den seneste nedlukning i branchen, hvilket DRC’s formand, Jacob Niebuhr, gjorde klart i Debatten på DR2 i september.