Smittetrykket stiger – husk afstand og god hygiejne

På mandagens pressemøde fastslog sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), at der er grund til bekymring og brug for konkret, hurtig og lokal handlen, da virus igen er i bevægelse i vores samfund.

”Vi har i de seneste uger set en stigning i smitten af Coronavirus globalt, i Europa og også i Danmark”. Sådan indledte sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) gårsdagens pressemøde.

Han kunne fortælle, at 756 personer i løbet af de seneste syv dage er blevet smittet med Covid-19 i Danmark, og at 67 ud af landets 98 kommuner er ramt af smittetilfælde. Lige nu er det såkaldte smittetal på 1,4, hvilket betyder, at spredningen af smitte er stigende. Særligt er der sket en stigning i smittetilfældene i Aarhus, Silkeborg, Odder, Horsens, Skanderborg og Favrskov.

Direktør fra Statens Serum Institut Kåre Mølbak påpegede vigtigheden af, at vi agerer rettidigt og målrettet på den stigende smittespredning:

”Der bliver snakket rigtig meget om mundbind i de her dage, men det der er fundamentet for det hele er, at vi stadig holder afstand, holder hygiejnen – særligt håndhygiejnen – i hævd, men også at man bliver hjemme, når man er syg. Lige præcis det budskab er værd at gentage, når vi begynder og gå ind i den del af året, hvor der er mange flere luftvejsinfektioner”.

Samme budskab kom Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm med:

”Det er vigtigt med hygiejnen, de rene hænder og at vi holder afstand. Det er stadig centralt, og vi skal have genbesøgt de indsatser og se, om vi på tværs af sektorer kan gøre det bedre”.

Hos DRC opfordrer vi branchen til at fortsætte det gode arbejde med at følge Regeringen og sundhedsyndighedernes vejledninger for at mindske smittespredning.

Læs eller genlæs Vejledning til trinvis genåbning.

DRC nyhed smittetryk