Få indblik i fremtidens gastronomi

Bite Copenhagen sætter rammen for velsmag af fremtidens madtrends, når de for tredje gang åbner op for fødevaremessen i København.

Bite er en international B2B-fødevaremesse, der sætter fokus på fremtidens tendenser i mad, teknologi og innovation. Messen giver de besøgende muligheden for at se og smage på alverdens skønne produkter og råvarer fra både ind- og udland, hvorfor arrangøren af Bite Copenhagen selv kalder messen for Danmarks internationale madmekka.

“Vi er enormt stolte af årets foreløbige program og udstillerliste, der til sammen udgør et tag-selv-bord af nogle af de mest interessante strømninger lige nu inden for fødevaretrends- og løsninger. I år har vi valgt at fokusere endnu mere på det gode håndværk, gastronomi og hverdagsnydelsen. Som besøgende vil man i højere grad opleve, at smagen er i højsædet. Fra små, kreative startups til veletablerede aktører kan du opleve de nyeste tendenser inden for blandt andet fødevareteknologi- og produktion, bæredygtighed, råvarer og ikke mindst smag ”, siger Christian Vejlund, der er Exhibition Manager på Bite Copenhagen.

Bite Copenhagen løber af stablen den 28. og 29. august i Bella Centeret i København.
Læs mere her.

Foto: PR