Fleksibilitet og forståelse er et krav i en genåbning af branchen

DRC’s formand Jacob Niebuhr har til Politiken kommenteret på DRC’s konkrete anbefalinger til de igangværende politiske forhandlinger om en genåbning af restauranter og cafeer.  

Næste genåbningsfase træder i kraft den 10. maj, og på Christiansborg kæmper flere af partierne for en mulig åbning af de danske restauranter og cafeer.

Der er flere forslag i spil, men for DRC er det vigtigt at understrege, at kravene til en genåbning og hjælpen til restaurationsbranchen skal være den rigtige. For sker det på forkerte vilkår eller i et forkert tempo kan det ende med at få utilsigtede konsekvenser for branchen.

- Siger du til en restauratør, at der højst må være en gæst per 4 kvadratmeter, så kommer du til at øge konkurserne. Har du tilrettelagt hele din drift på at have 50 gæster og så pludselig kun må have 12,5, så dør du. Det er ikke lønsomt. Og i restaurationsbranchen er det marginalerne, du tjener på.

Ifølge Jacob Niebuhr kræver det langt mere målrettede indsatser fra regeringens side. Det er afgørende, at politikerne forstår at flikke fleksible og fornuftige regler og kompensationsordninger sammen. Dette understreger DRC også i en række nye anbefalinger til regeringen.

- Det her kommer til at koste noget. Selvfølgelig. Hvor meget tør vi ikke spå om. Men vi er vant til at kæmpe og knokle i vores branche. Får vi nogle hjælpepakker, der understøtter os, og bliver vi i næste uge sluppet fri med fornuftige begrænsninger. Så tror jeg nok, at de fleste skal klare sig afslutter Jacob Niebuhr.

Artiklen på Politiken kræver login, men kan læses HER