Madmarked indfører QR-koder: “For os har det haft åbenlyse fordele”

Skrevet af Signe Walther Mørck

Som tryghedsskabende element har digitale ordre- og betalingsløsninger fået ny værdi for restaurationsbranchen i lyset af corona. Det har sat skub i udviklingen af såkaldte ‘self-order'-systemer. DRC har talt med det nyåbnede madmarked Posthuset Horsens, der har benyttet sig af QR-koder, siden dørene blev slået op for gæster i efteråret 2020.  

Ordre- og betalingsløsninger, der gør gæsten i stand til selv at foretage bestilling via digitale platforme eller QR-koder, kan, sammen med andre tiltag i restaurationsbranchen, være en del af løsningen på at kontrollere og begrænse smittespredning.

Det vurderer DRC’s samarbejdspartner OnlinePOS, der, som en af Nordens førende leverandører af digitale kassesystemer, leverer en række specialisererede ordre- og betalingsløsninger til restaurationsbranchen.

DRC har talt med direktøren bag Posthuset Horsens, Karina Gadeberg Møller, der sammen med sin mand ejer og driver det nyåbnede madmarked, som ligger i det centrale Horsens i en 1.000 kvadratmeter stor, tidligere posthusbygning. Tilbage i foråret 2020 valgte hun at tage kontakt til OnlinePOS for at finde den rette ordre- og betalingsløsning til deres foretagende, som åbnede dørene op for gæster i efteråret 2020.

Masser af stemning og nysgerrige gæster i Posthuset Horsens før nedlukningen.

 

“Restaurationsbranchen er løntung. Der skal i forvejen rigtig mange hænder til det arbejde, der udføres overalt i branchen, så der, hvor man kan optimere og effektivisere arbejdsgange og procedurer, giver det mening”, forklarer Karina Gadeberg Møller og tilføjer:

“Af flere årsager havde vi et ønske om at undgå kontanter, og vi ville gerne have kontrol over pengestrømmen. Samtidig var corona-restriktionerne på daværende tidspunkt lige trådt i kraft, og derfor var det vigtigt for os at minimere cirkulationen af folk i lokalet”.

Self-order: Et tryghedsskabende værktøj

Siden Posthuset Horsens slog dørene op for gæster, har madmarkedet benyttet sig af QR-koder. I de første åbningsdage stillede OnlinePOS to personer til rådighed, der guidede og vejledte gæster og personale i at benytte det digitale ordre- og betalingssystem.

QR-koder repræsenterer en teknologi, der gør gæsten i stand til selv at foretage bestilling, også kaldet self-order. Her scanner man QR-koden med sin telefon og kan via mobilen lave en bestilling.

“Vi har klistermærker med QR-koder på bordene, så folk kan sætte sig ned og bestille mad via deres smartphone alt imens de hygger sig med de andre ved bordet. Der tikker så en sms ind fra den enkelte bod, når maden kan afhentes”, forklarer Karina Gadeberg Møller.

Med self-order har restaurationsbranchen i højere grad mulighed for at regulere gæsternes bevægelsesmønstre, og den digitale bestillingsmulighed indbyder til, at gæsterne begrænser deres færden og bruger bordet som samlingspunkt. Og det har flere fordele, især når man driver et madmarked, pointerer Karina Gadeberg Møller:

“Med QR-koderne reducerer madboderne risikoen væsentligt som et potentielt smittested, og det skaber tryghed for både gæster og personale”, siger Karina Gadeberg Møller.

“Samtidig har vi fjernet den hindring, der går på, at folk ofte ikke får siddet og spist sammen på et madmarked, fordi de står i kø rundt omkring i huset ved forskellige boder”.

Det er sjældent, at Karina Gadeberg Møller selv er i køkkenet i sit professionelle virke, men det er dog hændt, at hun - som her til et arrangement - er med til at anrette maden.

Self-order giver mersalg og frigiver ressourcer

Ifølge Karina Gadeberg Møller har salg via QR-koder vist sig at have et positivt udfald på omsætningen hos Posthuset Horsens.

“For os har det nye system haft flere åbenlyse fordele. På bestillingsordre gennemført via QR-koder har vi gennemsnitligt haft et øget salg på 15 procent”, siger Karina Gadeberg Møller.

“Vi har et stort hus, hvor vi skal have 900-1200 mennesker igennem hver dag, og derfor skal det foregå på en effektiv måde. Med QR-koderne skal kokkene blot trykke på en knap, der videresender besked til kunden om, at maden kan afhentes. De skal altså ikke stå og vente på, at kunden afhenter sin mad, men kan gå i gang med næste ret med det samme”.

Hos Posthuset Horsens byder man derfor den nye teknologi velkommen.

“QR-koderne har bare fungeret, og de digitale redskaber er absolut med til at gøre restaurationsbranchen - som i øvrigt er utrolig løntung - mere effektiv og omkostningsoptimal”, vurderer Karina Gadeberg Møller, der ser frem til at forsætte samarbejdet med OnlinePOS.

Vidste du, at dit DRC-medlemskab giver din restauration adgang til en fast rabat hos OnlinePOS, uanset ordre- og betalingsløsning? Læs mere om din medlemsfordel her.