Opfordring fra Københavns Kommune til at hjælpe erhvervslivet

Fra d. 18. maj må restauranter og caféer igen åbne. I den forbindelse opfordrer Københavns Kommune til at støtte erhvervslivet, der har været hårdt ramt under coronakrisen.

”Kære københavnere. Gå ud og brug penge hos de erhvervsdrivende, så vi sammen kan få gang i hjulene igen.”

Sådan lyder det i en ny kampagne #kbhhandler, hvor Beskæftigelses- og Integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard opfordrer københavnerne til at støtte erhvervs- og kulturlivet under genåbningen. Det gælder alt fra restauranter og cafeer, lokale håndværkere samt gavekort til kulturelle oplevelser.

”På grund af coronakrisen kæmper mange virksomheder lige nu for at overleve, selv om de er åbne igen. Og det, som kan redde dem, er kunder i butikken. Så som københavner kan du gøre en forskel, når du tager ud og spiser, handler i butikkerne eller bestiller en håndværker. Du kan dermed være med til at redde en masse arbejdspladser,” siger Københavns beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

På besøg hos virksomheder

Kampagnen kommer til at køre med 145 plakater rundt om i byen og på de sociale medier under hashtagget #kbhhandler. For kun ved at støtte virksomhederne er det muligt at bevare et mangfoldigt erhvervsliv.

Under coronakrisen har Cecilia Lonning-Skovgaard besøgt en række virksomheder herunder DRC-medlemmerne Halifax og Tholstrup.

”Situationen er selvfølgelig forskellig fra virksomhed til virksomhed, men fælles for dem alle var, at de er bekymrede for fremtiden efter en genåbning. De har brug for, at kunderne har tillid til dem og handler hos dem, hvis de skal kunne overleve på lang sigt – og det håber jeg, at vores kampagne kan være med til fremme,” siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard.

For at hjælpe restaurationsbranchen tillader Københavns Kommune bl.a. udeservering på udvalgte p-pladser samt en udvidelse af udeservering på pladser og i parker. Der gælder dog særlige retningslinjer, der bl.a. tager hensyn til beboerne i området.

Læs mere, om hvordan Københavns Kommune vil gå til værks HER eller se videoen, hvor Cecilia Lonning-Skovgaard opfordrer til at støtte restauranter, caféer og kulturlivet, så vi sammen kan sikre arbejdspladser og hjælpe flest muligt igennem genåbningen.

KØBENHAVN HANDLERI dag kan blandt andet restauranter og caféer slå dørene op på ny. Men de erhvervsdrivende har hårdt brug for kunder i butikken, hvis de skal overleve coronakrisens genåbningsfase. Derfor står jeg i denne uge i spidsen for en kampagne, med bl.a. over 145 plakatstandere i bybilledet, og en opfordring til alle københavnere. Klik på min opfordringsvideo og del gerne med hashtagget #kbhhandler

Slået op af Cecilia Lonning-Skovgaard i Søndag den 17. maj 2020