Danmarks økologipolitik i top

Danmark vurderes på verdensplan som en af de mest effektive, når det kommer til økologipolitik. Derfor er vi i år indstillet til FN’s Future Policy Award, der har til formål at udvikle, udbrede og anerkende politik, der skaber bæredygtig fødevareproduktion.

’Økologiplan Danmark 2011-2020 – sammen om mere økologi’ er indstillet til prisen som et initiativ, der i den grad bidrager til det formål.

Økologiplanen indeholder bl.a. målsætningen om, at man i perioden 2007-2020 ønsker at fordoble det økologiske areal i Danmark, så landbrugsarealet består af 15 procent økologi. Det er et mål, som, ifølge Økologisk Landsforening, er realistisk. Planen indeholder desuden initiativer for bl.a. forbrugeroplysninger, forskning, økologiske løsninger i landbruget og hjælp til kommuner, der ønsker økologi på dagsordenen i de kommunale køkkener. Flere end 30 kommuner arbejder allerede for at opnå et mål om 60 pct. økologi og har tilmed, bl.a. med reducering af madspild, holdt sig inden for budgetterne.

Den danske politik vurderes til at have store chancer for at vinde, hvis man spørger den globale økologiorganisation IFOAM. IFOAM, som har været med til at vurdere nomineringerne, roser den danske øko-politik:

“Danish organic policy is both creative, effective and ambitious. An example for others to follow, especially efforts to bring organic food into the public kitchens, and support for research and market development. Denmark also sets a new standard for dialog and involvement with the organic sector in developing organic politics. It is clear that an active organic policy has helped make Danmark a world leading organic nation.”

Ifølge politisk direktør i Økologisk Landsforening Paul Holmbeck har dansk økologipolitik både vakt stor interesse, ny viden, nye markeder og nye løsninger indenfor økologi. Desuden roses det tætte samarbejde, der eksisterer med virksomhedsmedlemmer og supermarkeder om udviklingen af markedet for økologi.

”Vi synes selv, at der er mange muligheder for at forbedre dansk økologipolitik i fremtiden. Men vi er meget stolte over de resultater, som dansk økologipolitik har skabt for både økologiske landmænd og virksomheder, og i den grad også for forbrugerne og samfundet, der ønsker meget mere økologi - som vej til bedre miljø, natur, dyrevelfærd, rent drikkevand og fødevarer fri for pesticidrester”, siger Paul Holmbeck.

Ønsket fra Paul Holmbeck er, at Danmarks nuværende førende position og succes med økologipolitik vil motivere politikere til at fastholde og udvikle den stærke økologipolitik, og dermed bidrage til udviklingen af en stadig mere bæredygtig fødevareproduktion.

FN’s fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) står bag Future Policy Award.

Læs mere om Future Policy Awards her og læs 'Økologiplan Danmark 2011-2020 – sammen om mere økologi' her.